De mange 'Metallica' fans i New Zealand har de sidste dage frygtet, at de mange jordskælv skulle få heavyrockgruppen til at aflyse planlagte koncerter. De new zealandske fans har nemlig ventet flere år at få 'Metallica' til at lægge vejen forbi.
Men der skal mere til at slå bandets medlemmer ud af kurs, og 'Metallica' meddeler nu, at ingen af koncerterne i september bliver aflyst. Det skriver vip.tv2.dk.
Rockdrengene skal spille på CBS Canterbury Arena i Christchurch, og det er i denne by, at jordskælvet har ramt hårdest.
Det første jordskælv, som ramte i lørdags, blev målt til 7,1 på Richter-skalaen. Siden lørdag har mange kraftige efterskælv rystet Christchurch-området.
Nu er der blevet lavet en foreløbig inspektion af spillestedet, og den viser, at arenaen skulle være sluppet uskadt. Derfor er der intet til hinder for, at Metallica som planlagt fyrer op under publikum den 21. og 22. september
De to koncerter er for længst blevet udsolgt, og det betyder, at hele 18.000 new zealandske fans får lov til at se et af verdens største heavyrockbands live.