Ingen kom i dag til skade, da et større jordskælv ramte ikke langt fra Islands hovedstad Reykjavik klokken 17.46 dansk tid.
Men husene rystede og både bygninger og veje blev beskadiget, oplyser myndighederne, ifølge lokale medier.
Og de beder samtidig også borgerne om ikke at kime alarmcentralerne ned, da det har overbelastet telefonnettet.
Jordskælvet ramte området omkring Selfoss, der er den største by i den sydlige del af landet med 6.200 indbyggere. Selfoss ligger cirka 48 kilometer sydøst for hovedstaden, Reykjavik.
Indtil videre er vejen mellem de to byer lukket på vise dele af strækningen. En ny stor bro på den sydlige del af Island er muligvis også blevet ødelagt.
Jordskælv er normalt
I første omgang hed det, at skælvet var målt til 6,7 på Richter-skalen af
amerikanske geologer.
U.S. Geological Survey ændrer nu vurderingen, da man mener, at skælvet var lidt mindre.
- Det ligner enten 6,1 eller 6,2. En del af Island ligger på den nordatlantiske plade, så det er ikke unormalt, at der er jordskælv i området, siger Don Blakeman, jordskælvsanalytiker hos Geological Survey til CNN.
Islændingene siger selv, at skælvet er målt til 6,3.
I 2000 blev samme område også ramt af to jordskælv, der målte henholdsvist 6,5 og 5,5.
Opdateret 20:15 Kaare Sørensen skriver fra New York.
Jordskælv
Begynder som regel 30 meter under jordens overflade, men undertiden meget dybere.
Forekommer også i Danmark, men vi mærker dem blot mere sjældent.
Mere end én million mennesker er dræbt af jordskælv de seneste 100 år, oplyser Wikipedia.