Ritzau
Opdateret kl. 02:59
Fire personer er efterladt med mindre skader, efter et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,1 har ramt det vestlige Japan natten til mandag lokal tid.
Det oplyser det meteorologiske agentur i landet ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Agenturet advarer samtidig om risikoen for efterskælv.
Jordskælvet ramte i en dybde af 12 kilometer i den vestlige del af Shimane-præfekturet omkring 750 kilometer vest for Tokyo. Det skete klokken 01.23 lokal tid.
Lokale myndigheder bekræfter ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo, at jordskælvet har beskadiget flere bygninger. Det har også forårsaget revner i flere veje i regionen.
Jordskælvet betød også, at omkring 50 husstande mistede strømmen, mens cirka 100 husstande mistede deres vandforsyning.
I første omgang gik meldinger på, at skælvet havde en beregnet størrelse på 5,8. Det er siden opjusteret til 6,1.
Der er ikke rapporteret om problemer på det nærliggende atomkraftværk i Shimane. Det oplyser det meteorologiske agentur i Japan ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ej heller er der udsendt et tsunamivarsel efter nattens jordskælv.
Japan ligger på Stillehavets "Ring af ild", hvor adskillige tektoniske plader støder sammen. Derfor rystes regionen jævnligt af jordskælv.
11. marts 2011 ramte et jordskælv med en beregnet størrelse på 9,0 byen Sendai. Jordskælvet kostede 15.891 mennesker livet.
/ritzau/