Telefonlinjer og internetforbindelser er onsdag ude af drift flere steder i Asien, efter at et kraftigt jordskælv ramte Taiwan tirsdag.
De taiwanesiske myndigheder sagde onsdag, at skælvet dræbte to mennesker og sårede 42. De to dræbte befandt sig i en fabriksbygning i byen Hengschun. Bygningen faldt sammen på grund af jordskælvet, skriver Reuters. Jordskælvet er målt til mellem 6,7 og 7,1 på richterskalaen.
Jordskælvet førte ikke til den tsunami, som der først blev advaret om, men skælvet var kraftigt nok til at ødelægge flere undersøiske kabler.
»Seks undervandskabler er stadig ude af funktion på grund af jordskælvet. Vi gør vores bedste for at få dem til at virke så hurtigt som muligt,« siger Sydkoreas største teleoperatør, KT Corp., i en pressemeddelelse til Reuters.
Ifølge AP er telekunder i både Kina, Taiwan og Japan berørt af problemerne med at ringe og maile.