Jorden rammer støvbælte i verdensrummet

Fra i dag og 10 dage frem vil jorden brage gennem et komet-støvbælte i rummet. Det betyder, at det i den næste tid vil regne med stjerneskud på nattehimlen. Og på fredag er der lagt op til romantik i det fri

Det ser ud til at kunne blive rigtig jul i år. I hvert fald lader det til, at rigtig mange mennesker kan få deres ønsker opfyldt.

Fra nu af og til 17. december vil de klareste jule-stjerneskud drysse frem på himlen hver aften. Lige nu bevæger jorden sig nemlig ind i meteorsværmen Geminiderne.

Det er en sky af støv i universet, som kometen Phaeton har efterladt bag sig.

Når støvkornene ramler ind i vores atmosfære, brænder de op, og det er det, som kaster stjerneskuddene.

Tag fat om kæresten

Kulminationen på den ugelange sværm af juleønsker kommer på fredag, hvor der vil være op mod 120 ønskestjerner i timen.

»Der er gode chancer for, at stjerneskuddene bliver meget klare i år, der er de optimale betingelser. De kommer dels på et godt tidspunkt om aftenen, og så er der ikke fuldmåne, hvis skarpe lys ellers ville drukne dem,« siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium.

De fleste stjerneskud falder på fredag ved 18-tiden, men når månen går ned ved 20.30-tiden, så skulle de træde meget klart frem på himlen. Og så er det bare med at tage kæresten under armen eller børnene ved hånden og bevæge sig ud i natten.

»Det er bedst at tage et sted hen, hvor der er så lidt lys som muligt, helst væk fra byen og ud på landet, hvor der også er frit udsyn til hele himlen. Det allerbedste er faktisk at tage en drømmeseng, en varm sovepose og så en termokande med noget varmt at drikke. Så kan man bare ligge og kigge op i himlen, det er meget smukt,« siger Michael Linden-Vørnle.

Afhænger af vejret

Det hele afhænger selvfølgelig også af vejret, påpeger han.

For hvis det er overskyet og regner, så kan det blive en mindre sjov fornøjelse. Vejrudsigten fra DMI viser, at det på fredag sandsynligvis bliver delvist skyet, muligvis med lidt regn – men det kan jo være, at vejrguderne er med stjerneskuds-entusiasterne, håber Michael Linden-Vørnle.

Stjerneskud kommer hvert år og er tydeligst i august, november og december. De opstår som sagt, når jorden i sin bane rundt om solen støder ind i den hale af støv, partikler og større afbrækkede rester, som kometerne har efterladt i en hale bag sig.

Potentielt farlig

Kometerne i vores solsystem flyver i en ellipsebane rundt om solen, lidt ligesom vores jordklode gør det.

Næste gang, kometen Phaeton, der har givet os stjerneskudssværmen Geminiderne, kommer tættest på jorden, er i 2093.

Den bliver betegnet som en potentielt farlig asteroide , da den så kun er 2,9 millioner kilometer fra Jorden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.