Formand for jordemoderforeningen, Lillian Bondo, kan godt se pointen i SF’s lovforslag om at give teenagepiger ret til selv at beslutte, om de vil have en abort:
»Umiddelbart synes jeg, det lyder fornuftigt. Min rygmarvs fornemmelse siger mig, at selvfølgelig skal piger selv bestemme, om de vil gennemføre en graviditet. Jeg synes, det er en naturlig konsekvens af, at vi anerkender, at piger kan have et seksualliv, som de ikke nødvendigvis fortæller deres forældre om,« siger Lillian Bondo, der understreger, at hun gerne vil nærlæse forslaget.
»Jeg synes, at vi går i retning af, at man som forældre ikke kan tvinge pigen. Og der er ikke nogen rimelighed i at gennemføre en graviditet - eller en abort - hvis hun ikke vil. Hun skal have rettigheden til at bestemme selv,« siger Lillian Bondo.
Hun mener dog, forslaget skal tænkes nøje igennem, så det ikke ender med, at man fratager pigerne vigtig voksen støtte:
»Hvis pigerne ikke ønsker at inddrage forældrene, skal det offentlige træde i deres sted og give den opbakning. Den store problematik er, hvis de bliver unddraget voksen støtte i en svær situation,« siger Lillian Bondo og afslutter:.
»Man skal tænke godt igennem, hvordan vi opbygger en bedre rådgivning og seksualvejledning til unge, end den, vi har i dag.«