Jordemoder med opsang: Fødende har for travlt med at opdatere sociale medier
Jordemoder Kira Ritz Fredriksen oplever, at de nye mødre har mere travlt med mobilen end med deres nyfødte. Foto: Privat
Det er et problem, at mødre ofte har mere travlt med at kigge i mobilskærmen end på deres nyfødte barn, forklarer jordemoder Kira Ritz Fredriksen.

Fødeafdelingen på Slagelse Sygehus oplever, at kvinder hiver mobilen frem, nærmest før de har født. Det er et problem, at de nybagte mødre ikke er nærværende med deres nyfødte, forklarer jordemoder Kira Ritz Fredriksen til TV ØST

- Jeg har fødende, som ringer til familien nærmest inden, de har født moderkagen, siger hun til TV ØST.

Det sker oven i købet, at nogle tager mobilen med ind på fødeafdelingen, hvilket kan virke meget forstyrrende. Slagelse Sygehus prøver derfor at opdrage de vordende forældre til at lægge mobilen fra sig.

- Vi lever i en tid, hvor det at føde er noget, der bliver spredt ud. Vi oplever, at de fødende har travlt med at tage billeder og derefter opdatere på sociale medier, siger Kira Ritz Fredriksen, der er jordemodersupervisor på Slagelse Sygehus.

Det er et problem, hvis de nye mødre ikke kigger deres barn i øjnene, fordi barnet kan blive uroligt og bange. De starter derfor allerede under fødselsforberedelsen med at opfordre de kommende forældre til at være nærværende frem for at kigge på mobilen. 

- Børnene har brug for at fornemme, at der er nogle, der ser dem, hører dem og er sammen med dem. Den her forladthedfølelse kan godt komme, hvis ikke man får øjenkontakten. Den er faktisk noget af det vigtigste, og den har man ikke, hvis man kigger på noget andet, siger Kira Ritz Fredriksen til TV ØST.

 

via Listen To News