Hovedet er trykket skævt som en halvflad, gammel fodbold. Huden er rynket og krøllet med et rød-blåt skær. Håret er temmeligt fedtet.
Nyfødte er langtfra altid lige kønne. Men når vi troligt tropper op på barselsgangen med blomster og bamser til de nybagte forældre, kigger mange af os ned på den lille gasblå klump i vuggen og får med en vis overbevisning udtrykt vores benovelse over det mere eller mindre kønne vidunder.
Næsten halvdelen af os – nøjagtigt 48 procent - erkender, at vi har 'løjet' over for nybagte forældre og kaldt den lille ny for pæn, nuttet eller sød, selvom vi i virkeligheden mener det stik modsatte.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroxpress.
Ifølge Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, er løgnen den eneste rigtige udvej:
"Som venner eller familie har vi en eneste opgave, når vi besøger nybagte forældre: Det er at rose, udvise omsorg og så gå hurtigt igen, så de nybagte forældre kan få fred og ro," siger hun til metroxpress.
Det er Charlotte Højlund, foredragsholder og forfatter, helt enig i. Også selvom det kan være svært i situationen.
"Der er jo masser af nyfødte, som ikke er voldsomt kønne. De kan jo være trykkede og have en kæmpe bule i hovedet og se spøjse ud. Men man risikerer at såre forældrene ved at sige, at man synes, barnet er grimt, og hvad får man ud af det?" siger Charlotte Højlund til metroxpress.
Selv har hun syv børn i alderen to til 20 år.
"Når jeg ser tilbage, kan jeg da godt se, at de måske ikke var de kønneste, da de kom ud. Men de er sgu alle sammen blevet nogle rigtig kønne børn siden hen," griner hun.