En jordemoder og en fødeklinik er tirsdag blevet fundet skyldige i en stribe tilfælde af bedrageri overfor Region Sjælland.
Retten i Næstved har idømt jordemoderen fængsel i otte måneder. Straffen gøres betinget af, at hun udfører samfundstjeneste i 150 timer. Udover bedrageri er hun også fundet skyldig i dokumentfalsk.
Samtidig er fødeklinikken, som er et anpartsselskab, blevet idømt en bødestraf på 200.000 kroner.
Den usædvanlige sag har været behandlet under flere retsmøder, og såvel klinikken som jordemoderen har nægtet sig skyldige.
I tiltalen mente anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at der var begået bedrageri i 26 tilfælde.
Den påstand har domsmandsretten erklæret sig enig i på nær tre tilfælde, oplyser anklager Rune Jensen.
/ritzau/