Nu følger supermarkedskæden SuperBest i hælene på Coop Danmark og stopper salget af jordbær fra den sjællandske jordbær-avler Jeppe Pedersen. Det skriver Ekstra Bladet.
I går blev det afsløret, at jordbærplukningen foregik under stærkt uhygiejniske forhold med meget dårlige toiletforhold eller muligheder for at vaske hænder.
"Enkelte af vores sjællandske butikker har handlet med denne jordbæravler, og derfor har vi tidligere i dag haft en fødevarekontrollant på besøg hos den omtalte avler, skriver markedsdirektør i SuperBest, Jens Visholm, til avisen.
Hvis salget af de sjællandske røde bær skal genoptages i de to supermarkeder igen, vil de begge forlange en redegørelse over, hvordan Jeppe Pedersen fremover vil sikre sig, at de mest basale hygiejneregler bliver overholdt.
Kilde: Eb.dk