De nåede lige at titte frem, og så er det allerede slut igen. Jordbærsæsonen er allerede gået på hæld, og selvom flere avlere spåede et rekordår, så har sæsonen været alt andet end imponerende. Det skriver epn.dk.
Forsommeren bød på gunstige forhold for de røde bær, med masser af sol og varme. Men de seneste ugers regnvejr har praktisk talt skyllet bærerne væk.
- Det begyndte rigtig godt, men så kom regnen, og på Fyn fik vi også
hagl, der har ødelagt alt. Derfor stoppede sæsonen for mange avlere
hurtigere, end jeg havde fantasi til at forestille mig, siger direktør
i Dansk Kernefrugt Laurits Balle til epn.dk.
Den bratte afslutning på jordbærsæsonen kan blive en katastrofe for
jordbæravlere i de nordlige dele af landet, lyder vurderingen fra
Laurits Balle.
Derimod vil avlere i den sydlige del af landet få en udmærket høst i
år. Det skyldes, at de sydlige avlere typisk høster deres jordbær
allerede inden Sankt Hans, mens de mere nordlige avlere venter nogle
dage endnu.