To minutter i skovskiderstilling og så tilbage til arbejdet uden at vaske hænder.
Sådan arbejder flere østeuropæiske jordbærplukkere ifølge Ekstra Bladet.
Det er højsæson for at de søde røde bær, som danskerne ikke kan få nok af, og supermarkedernes hylder bugner af dem.
Men forholdene hos en af Danmarks største jordbæravlere, landmand Jeppe Pedersen fra Osted ved Lejre, er stærkt uhygiejniske, skriver Ekstra Bladet.
Med blot et enkelt transportabelt toilet til 150 jordbærplukkere, sker det ofte, at de lister sig ind i en nærliggende skov, når naturen kalder, hvilket går ud over hygiejnen.
Jordbæravleren selv afviser, at forholdene skulle være som beskrevet.
- Hvis jeres oplysninger er korrekte, tager jeg skarpt afstand fra de pågældende personer. Plukkerne er instrueret i at desinficere hænderne. Og det får konsekvenser for den enkelte, hvis de ikke overholder reglerne, siger Jeppe Pedersen til Ekstra Bladet.
Ifølge Ekstra Bladet sælges jordbærene i Irma, SuperBest og Super Brugsen.
Kilde: Ekstra Bladet