Jordans premierminister har mandag indgivet sin afskedsbegæring i forlængelse af daglige protester mod regeringen.
Kong Abdullah har accepteret, at Hani al-Mulki trækker sig. Det meddeler regeringen på Twitter.
Tidligere uddannelsesminister Omar Razzaz har fået til opgave at samle en ny regering, skriver avisen al-Ghad.
Protesterne mod Mulkis regering skyldes et udkast til en skattereform og andre statslige spareøvelser, som regeringen har besluttet at gennemføre.
Utilfredsheden har stået på siden onsdag i sidste uge. Skattereformen, der vil hæve trækprocenten og reducere personfradraget, er upopulær.
Det personlige fradrag vil blive sænket fra 12.000 dinarer til 8000 dinarer.
Jordanerne er også utilfredse over prisstigninger.
Protesterne fortsatte mandag trods regeringens beslutning om at sløjfe prisstigninger på el og brændstof.
Politiet har anholdt 60 personer efter uro og våbenbesiddelse, oplyser generalmajor Fadel al-Hamoud, som er chef for offentlig sikkerhed ved politiet.
Demonstranterne har også brændt dæk af under sammenstød med politiet.
Omkring 45 betjente er kommet til skade under skyderi og affyring af fyrværkeri, oplyser al-Hamoud.
Flere fagforeninger har planlagt strejker fra onsdag i denne uge.
Regeringen har forsvaret reformen. Den skal hjælpe myndighederne med at gøre kål på skattesnyd, lyder det.
Den jordanske økonomi har været presset de seneste år som følge af en betydelig tilstrømning af flygtninge fra nabolande og en stigende arbejdsløshed.
/ritzau/dpa