Ritzau
Opdateret kl. 21:14
Underhuset i Jordan har afskaffet en lov, som gav voldtægtsmænd strafrabat, hvis overfaldsmanden giftede sig med sit offer.
Afskaffelsen skal godkendes af overhuset og af kong Abdullah II. Det regnes som en formsag, da en annullering støttes i parlamentets øvre kammer.
Loven har skabt stor debat de seneste år - ikke kun i Jordan. Flere andre lande har - eller har haft - tilsvarende lovgivning.
For nogle kommer det ventede tiltag for sent.
En 49-årig mor fortæller om sin dengang kun 13-årig datter, som blev voldtaget, hvorpå hun blev gift med sin overfaldsmand.
Teenagepigen blev tvunget til at gifte sig for at slippe for "beskyttende" forvaring.
Overfaldsmanden afsonede ikke en dag.
- I dag er jeg meget glad for, at denne lov er afskaffet. Men det knuser også mit hjerte. Hvor blev retfærdigheden over for min datter af, siger moren.
Aktivister i landet har i årsvis kæmpet for at få afskaffet loven.
I Jordan betragtes det som skamfuldt at have et voldtægtsoffer i familien. Den skam kan mildnes med et ægteskab.
Amnesty International mener - som den 49-årige mor - at den jordanske straffelovs paragraf 308 burde være afskaffet tidligere. Det siger organisationens kampagnedirektør i Mellemøsten, Samah Hadid.
- Afstemningen om afskaffelsen af denne modbydelige lov sender omsider kongedømmet Jordan i den rigtige retning. Vi opfordrer nu parlamentets overhus og kong Abdullah II til at godkende den, siger Hadid.
Hvis loven - som ventet - bliver afskaffet, følger Jordan efter Tunesien, Marokko og Egypten, som alle har afskaffet lignende lovgivning.
/ritzau/AP