Jonatan Spang har droppet sine planer om at tage til folkemødet på Bornholm. Det skriver han på facebook og twitter, i håbet om, at komme af med sin overnatning på solskinsøen.
- Jeg skal ikke på folkemødet alligevel og derfor sælger jeg min to personers tipi på folkemindet. Sælges til prisen, skriver Jonatan Spang.
Han har selv givet 8.000 kroner for at overnatte i en glamping tipi med to enkeltsenge, dyner, puder, tæppe og lys, som har adgang til bad og toilet på et lukket og overvåget område tæt på cirkuspladsen i Allinge.
I slutningen af april meddelte Jonatan Spang pludselig, at han måtte trække sig som vært på "Tæt På Sandheden" og overlade roret til Esben Pretzmann.
Dengang lød det således fra Jonatan Spang:
- Efter mere end 135 afsnit af “Tæt På Sandheden” må jeg erkende, at jeg gennem en længere periode har trukket på mine reserver. Jeg er træt og for at kunne genoprette min energi, har jeg lige nu brug for at holde en længere pause. Det betyder at denne uges Tæt på sandheden udgår og i næste uge sætter den dygtige og utrolig sjove Esben Pretzmann sig bag skrivebordet. Jeg håber, I vil tage rigtig godt imod ham og passe på hinanden, indtil jeg er tilbage igen.
I weekenden rullede sidste afsnit af denne sæson "Tæt På Sandheden" over skærmen.
Det er endnu ikke meldt ud, hvornår Jonatan Spang er tilbage.