Hvis man giver ham en rød landsholdstrøje over hovedet, så scorer han. Men giver man ham en klub-trøje på, så ser det straks lidt anderledes ud. Jon Dahl Tomasson har efterhånden meget længe været landsholdets farligste angriber, mens det har knebet lidt mere på klubplan. Således også denne gang, hvor Jon Dahl Tomasson kun har fået 15 minutters spilletid for Villareal den sidste halvanden måneds tid.
»Jeg kan ikke løbe fra, at jeg ikke har kamprytmen. Jeg har kun spillet 15 minutter i denne måned på grund af skader og sygdom. Men min fysiske form fejler bestemt ikke noget. Det gør den aldrig,« understreger han høfligt, selvom han efterhånden må være lidt træt af at svare på det samme.
Han fremhæver kollektivet som en af årsagerne til, at manglen på klubsucces ikke altid går ud over præstationerne på landsholdet.
»Det er jo altid bedre at have positive oplevelser. Sådan er det i sidste ende, men vi er gode til at snakke om tingene, og vi passer på hinanden på en god måde og hjælper dem, der har haft en dårlig periode,« forklarer Jon Dahl Tomasson og tilføjer, at alle jo trækker i samme retning.
»Vi alle sammen vil jo kun en ting: Og det er at skabe et godt resultat for Danmark,« konstaterer han.
Det samme vil landstræner Morten Olsen, og han ser formentlig Jon Dahl Tomasson som manden, der skal bane vejen.
»Vi kender hans kvaliteter. Både de fysiske og de psykiske. I tiden i Milan var han også ofte på bænken, men han stoppede aldrig med at score, når han var på landsholdet. Om Jon kan spille en helt kamp, ved vi ikke endnu. Det er noget af det, vi skal kigge på i denne uge,« fortalte Morten Olsen før han kalder spillerne til samling på græsset i Vedbæk.