Det lysner ikke ligefrem for bænkevarmer Jon Dahl Tomasson i Stuttgart. Træneren Armin Veh, som holder danskeren på bænken er netop blevet enig med klubben om en forlængelse af sin kontrakt med yderligere et år, så den nu løber til 2008.
I øjeblikket er hele Stuttgarts trup på træningslejr i Dubai op til sæsonstarten i Tyskland, men ifølge den sydtyske klubs hjemmeside, så vil kontrakten blive skrevet under, når flyvemaskinen fra Dubai igen får tysk grund under landingshjulene.
Teammanageren Horst Heldt glæder sig over, at det er lykkedes, at forlænge med Armin Veh.
»Nu kan vores succesfulde samarbejde blive ført videre, så vi fortsat med fuld kraft kan forfølge vores mål om et at skabe en fremtidssikret trup,« Horst Heldt til Stuttgarts hjemmeside.
Hvad det helt præcist betyder for klubbens danske islæt er ikke til at sige. Det har ikke været muligt at træffe Jon Dahl Tomasson for en kommentar.
Stuttgart overvintrer på en fjerdeplads, fire point efter topholdet Werder Bremen.