Den tyske landsholdsmålmand Jens Lehmann er blevet forvirret af at sidde for meget på bænken i Arsenal: Efter at Tyskland har kvalificeret sig EM2008 – og England må blive hjemme, har han opfordret engelske fans til at støtte Tyskland ved EM.
Gad vide, hvordan det engelske kampråb »Two World Wars and one World Cup,« kan forenes med opbakning til tyskerne? Nej, vi har ikke hørt noget så skørt siden den svenske avis Expressen opfordrede danske fans til at holde med Sverige. (No way, svenskere! Det må være rigeligt, at en dansk tilskuer sørgede for, at I overhovedet kvalificerede jer.)
Og så til Spanien, hvor vi i går forsøgte at få en kommentar fra Jon Dahl Tomassons agent Bayram Tutumlu vedrørende rygterne om Jons skifte til Bolton Wanderers. Først tog Tutumlu telefonen, mens han stod under bruseren, hvilket ikke hjalp på hans humør. (»Hvad er der med jer danskere? Forstår I ingenting!«) Og anden gang vi ringede blev han vred over, at vi ’kun’ ringede for at spørge til Jon. (»Ham har jeg ikke tid til at tænke på! – Ved du ikke, at jeg er ved at købe Llevante!« - hvorefter han smækkede røret på.)
Det var vi ikke lige klar over, men vi undskylder forstyrrelsen, og så tipper vi ellers på, at Jon bliver, hvor han er – i hvert fald så længe hans agent ikke lige har tid til at tænke på ham. (Jon påstår godt nok, at han slet ikke har en agent, men det ville ødelægge denne historie, så det glemmer vi.)
Sport&spe@avisen.dk