Når Stuttgarts stjerner går på vinterferie, fortsætter klubbens danske angriber med bygge formen op til næste sæson med lidt vintertræning i danske B93 fra 2. divison øst. Det skriver hjemmesiden Bold.dk.
Jon Dahl Tomasson har ikke spillet for sin tyske klub meget længe og først for nyligt er han for alvor gået i gang med genoptræningen efter en skade. Derfor vil han nu udnytte vinteren til at indhente noget af det forsømte.
Direktøren i B93, Claus Borre, er glad for stjernens vintervisit.
»Jon Dahl skal naturligvis også været hjertelig velkommen i B93 den dag, hans ambitioner i udlandet og på landsholdet stopper, og vi kunne såmænd også godt bruge ham lige nu. I det mindste i sæsonpremieren til marts, hvor 93?s, og hele danmarksturneringens topscorer, Henrik Olsen, vil være karantæneramt,« siger han ifølge hjemmesiden.
Jon Dahl Tomasson og Stuttgart genoptager den tyske sæson 27. januar på udebane mod Jan Kristiansens FC Nürnberg.