Det danske landshold fik en resultatmæssig perfekt generalprøve før den central kvalifikationskamp mod Spanien 24. marts, da et afbudsplaget australsk landshold blev sendt retur Down Under med en afklapsning på 3-1.
Men det var en sejr, som formentlig også gav ekstra panderynker hos landstræneren frem mod den næste kamp i Madrid.
Spillet var uden tvivl særdels lovende frem af banen, hvor det danske mandskab viste gode kombinationer og kynisk effektivitet i kontraspillet, hvilket resulterede i tre fremragende mål i første halvleg.
Anerledes stod det til i forsvaret, som var skræmmende usikkert, og det er lang tid siden, at et dansk landshold har givet så mange chancer væk, som det var tilfældet i de første 45 minutter.
Så på trods af den dansk pauseføring på 3-0 har Morten Olsen nok taget en del bekymringer med i omklædningsrummet, for den kunne lige så godt have stået 3-3.
Australien havde da også bolden i kassen to gange, men begge gange måtte de se linjevogteren annullere målene. Så forsvaret skal op på et helt andet niveau, hvis vi skal have point mod Spanien, men lad os hellere fokusere lidt på de positive elementer, som der var massere af i første halvleg.
Femkløveret Tomasson, Jørgensen, Rommedahl, Jensen og Kahlenberg gjorde det fantastisk i det offensive spil, og det var da også de fem, der stod bag de tre danske scoringer.
Det første mål faldt allerede efter fem minutter, da Jon Dahl Tomasson ukarakteristisk scorede med vristen fra kanten af feltet. Det blev 2-0 godt og vel 20 minutter senere, da Daniel Jensen steg til vejrs og heade et flot indlæg fra Dennis Rommadahl i kassen.
Samme Rommedahl var også arkitekten bag med målet til 3-0, da Jon Dahl blot skulle sætte indersiden på det flade indlæg.
Så helt kort kan de første 45 minutter beskrives med opløftende offensiv og dårlig defensiv!.
Knap så skarpt kan indsatsen ikke opdeles i anden halvleg, men det skyldes mest, at det offensive spil faldt lidt i kvalitet.
De danske drenge kom dog frem til et par gode afslutninger, og blandt andet indskiftede Rasmus Würtz havde en stor chance med 20 minutter igen. Det blev dog ikke til flere rød/hvide scoreringer.
Niveauet faldt efterfølgende gevaldigt hos begge mandskaber i takt med, at der blev åbnet en svingdør på de respektive udskiftningsbænke,
Anden halvlegs højdepunkt kom dog fem minutter før tid, hvor Australien blev noteret på måltavlen, da Brett Emerton reducerede til 3-1 direkte på frispark, selvom de især i første del af anden halvleg spillede sig frem til en del muligheder.
Så det blev ved de tre mål danskerne lavede i de første 45 minutter og en komfortabel 3-1 sejr over de australske VM deltagere i en kamp, som havde mange positive, offensive elementer, og lige så mange negative i defensiven. Så det var nok meget godt, at vi ikke mødte Spanien denne tirsdag aften.