Danmarks landshold får velkommen assistance fra en berømmet inderside, når Morten Olsens tropper gæster Sverige i VM-kvalifikationen 6. juni.
Anfører Jon Dahl Tomasson ventes klar til kamp, selvom han i weekenden pådrog sig en ny skade i en kamp for sin hollandske klub Feyenoord.
"Jeg gik op i en hovedstødsduel, men landede oven på foden af en modstander og vrikkede om. Jeg spillede videre et kvarters tid, men kunne mærke, at den ikke var helt god," siger Jon Dahl Tomasson, der senere lod sig udskifte, til Ekstra Bladet.
Han skal nu holde pause i cirka to uger, og går dermed glip af sæsonens sidste ligakamp i Holland. Til gengæld skulle han blive klar til den vigtige kamp i Stockholm.
Inden skaden i kampen mod Utrecht lykkedes det Tomasson at score sæsonens niende mål.
Jon Dahl Tomasson har været plaget af skader hele sæsonen og har ikke repræsenteret landsholdet siden den overraskende sejr på 3-2 i Portugal i september sidste år.