Jon Dahl Tomasson fik syv minutter på banen i sin debut, da Villareal hjemme slog Real Madrid 1-0.
Fløjspilleren Marcos Garcia scorede kampens eneste mål efter 68 minutter, der skabte den historiske sejr. Det var nemlig første gang nogensinde, at Villareal slog Real Madrid i en ligakamp.
Real Madrid risikerer dermed at dumpe ned på en fjerdeplads i den spanske Primera Division, hvis Valencia kan slå Betis ude søndag aften. Samtidig kan Madrid tabe yderligere terræn til både Barcelona og Sevilla, der også spiller søndag aften.