I London Zoo går komodovaranen Flora rundt og ventes at føde unger i juledagene i det, der ligner en vaskeægte jomfrufødsel.
Hunvaranen har aldrig parret sig med en hanvaran og forskerne mener, at den- på forunderlig vis - simpelthen har befrugtet sig selv. Det er set før hos andre øgler, men det er første gang, at det er konstateret hos en komodovaran, som er verdens største øgle, skriver Metro.
Jomfrufødsler er et fænomen omgivet af megen mystik og religiøse undertoner. I juni skabte et britisk forsikringsselskab furore, da det kom frem, at det havde solgt en forsikring til et par skotske piger, der gerne ville forsikres mod jomfrufødsler.
De frygtede økonomiske mén, hvis de pludselig skulle blive gravide uden at have været i seng med en mand. Forsikringsselskabet trak dog deres ydelse tilbage efter pres fra den katolske kirke.