To personer i en drivende jolle måtte mandag aften reddes i land af en redningshelikopter i Grønsund ud for Stubbekøbing på Falster.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Det var en person i et sommerhus, der slog alarm, da vedkommende så et fartøj i havsnød. Båden var tilsyneladende sprunget læk, for de to personer om bord måtte øse vand.
Politiet tilkaldte hjælp fra Søværnets Operative Kommando (SOK), der sendte en redningsbåd fra Gedser og en redningshelikopter fra Roskilde.
Da helikopteren nåede frem klokken godt 20, var jollen drevet længere ud og befandt sig på det tidspunkt 150-200 meter fra kysten.
En redder blev firet fra helikopteren ned i båden, så han kunne hjælpe med at få fartøjet med de nødstedte personer trukket ind til Stubbekøbing.
De to personer i båden, der begge havde redningsvest på, havde ikke lidt overlast.
Politiet ved endnu ikke, hvem de er, og hvad der gik galt med deres båd.
Der er formentlig tale om britiske turister, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
/ritzau/