Hollywood-stjernen Angelina Jolie har angiveligt lovet sin døende mor, at hun vil gifte sig med sin kæreste Brad Pitt. Det skriver Hollywood.com
Jolie og Pitt sad begge ved Jolies mor, Macheline Bertrand, da hun tabte sin syv år lange kamp mod kræft på et hospital i Los Angeles i sidste uge.
Jolie skulle have afgivet løftet til sin mor, et par timer før hun sov ind, og historien sætter gang i rygterne om et snarligt bryllup mellem de to stjerner.
En kilde tæt på familien kunne således fortælle, at Marcheline havde holdt Angelinas hånd, mens hun sagde:
»Gift dig med den mand. Han er en engel, der er blevet sendt til at passe på dig.«
»Macheline så ham næsten som en søn. Hun havde meget høje tanker om ham, og plagede konstant Angelina om at gifte sig med ham.«
Angelina og hendes delvist indianske mor var meget tætte. Marcheline Bertrand måtte alene opdrage Angelina og hendes bror James Haven, da hun blev skilt fra børnenes far skuespilleren Jon Voight i 1983.
Marcheline Bertrand var også selv skuespillerinde, men fik aldrig nogen større roller. Hun blev 56 år gammel.