Det bliver hollænderen Martin Jol, der skal forsøge at veksle Ajax Amsterdams skuffende tredjeplads fra denne sæson til endnu et hollandsk mesterskab næste år.
Den hollandske storklub har købt Martin Jol fri af hans kontrakt med Hamburger SV og lavet en treårig kontrakt med den 53-årige hollænder.
"Ajax giver mig en stor chance med langt perspektiv, hvor jeg får et stort ansvarsområde. Ajax er en fantastisk klub, og jeg ser virkelig frem til at komme i gang. Jeg havde en god tid i Hamburg, det er en stor klub, og Hamburg er en dejlig by at bo i. Jeg har arbejdet i udlandet de seneste år og nu kommer jeg tilbage til Holland, og det ser jeg frem til," siger Martin Jol til Ajax' hjemmeside.
I den netop afsluttede sæson førte hollænderen Hamburger SV til en semifinale i UEFA Cup'en og en femteplads i Bundesligaen. Martin Jol har tidligere trænet Tottenham, Roda og RKC Waalwijk.