Prins Joachim skal tilbringe eftermiddagen med nogle af Danmarks klogeste hoveder.
Han overrækker nemlig i dag over middag EliteForsk-priserne ved en konference i Glyptoteket i København. Det fremgår af Kongehusets kalender.
Den fornemme pris uddeles hvert år til fem danske forskere under 45 år, som vurderes til at have international topklasse. Med prisen følger et forskerlegat på 1,2 millioner kroner. Derudover bliver der uddelt et par mindre priser.
Blandt de tidligere modtagere af prisen er den skandaleombruste Milena Penkowa, som efterfølgende blev dømt skyldig i underslæb og dokumentfalsk under stor mediebevågenhed.
Uddannelsesminister Morten Østergaard skal holde velkomsttale ved konferencen, og DR Pigekoret leverer den musikalske underholdning.