Partylegenden Johnny Reimar har haft alt andet end en fest de seneste måneder. I snart et halvt år har den 81-årige sanger været alene, fordi hans hustru, Annie, har været indlagt efter et slemt uheld.
Det skriver SE&HØR, der mødte Johnny Reimar fredag eftermiddag ved Restaurant Grøften i forbindelse med Tivolis åbning.
– Jeg går tur med hunden, jeg køber ind og hjælper min kære hustru. Hun er desværre ikke med i dag, for hun er kommet til skade med sin ryg og har faktisk været indlagt i fire-fem måneder, lød det fra festikonet, der altså – ifølge egne ord – bruger sin nyvundne pensionisttilværelse som “husmor”, hvor han både har lært at lave mad og vaske tøj.
Ifølge Reimar kom Annie til skade, da hun ville åbne bagagerummet på bilen. Klappen havde sat sig fast, hvilket førte til et sammenfald i ryghvirvlerne.
Siden da har Annie skiftevis været indlagt på hospitalet og til aflastning. Hun bruger nu rollator – og det kan meget vel blive en permanent løsning, fortæller sangeren, der håber at få sin hustru hjem i næste uge.
Johnny og Annie Reimar har været gift siden 1967 og har fire børn sammen. Familien tæller desuden seks børnebørn og to oldebørn.