Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Samfundet er sådan indrettet, at vi ikke selv opdrager vores børn og unge. Vi afleverer dem til pædagoger, når de fylder 1 år, og vi henter dem hos nærmeste lærer, når de er fyldt 16. Vi forældre kan ikke fraskrive os pligten til at sørge for vore børns mentale og fysiske helse, men der, hvor vore børn tvinges til at være det meste af den tid, de er vågne i cirka 15 år, er der ingen, som har skyggen af ansvar for vore børn. Det er urimeligt og langt fra forsvarligt.
Derfor har jeg oprettet et borgerforslag.
Vi ved, at mobning er et stort problem, og at ofrene kæmper med konsekvenserne resten af livet, nogle tager det endda med ud af skolen og ind i voksenlivet, hvor de også på arbejdspladserne bliver ofre. Det er ikke i orden.
Underlagt rapporteringspligt
Det er ikke forbigået min opmærksomhed, at de krav, der stilles til lærere, kommuner, pædagoger og børn, ikke følges op med økonomiske muligheder for at efterleve kravene og nødvendighederne. Løsningen ligger måske også gemt i det borgerforslag, jeg har opstillet, og uanset om det bliver behandlet eller ej er børnenes trivsel langt vigtigere end noget andet, jeg lige kan komme i tanker om.
Både de private og offentlige skoler er underlagt rapporteringspligt til Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), som behandler klager over mobning og lignende skadeligt miljø i skolerne, men langt fra alle skoler overholder pligten til at indberette, men når der klages over mobning, får klagerne medhold i langt de fleste tilfælde. Skolerne (ledelser og lærerstab) vil gerne slå mobning hen som ”drillerier” eller ”nødvendig opbygning af hierarki”, men uanset hvad man kalder det, er det mobning, og det er såmænd også den konklusion, som DCUM oftest kommer til, når de behandler sager.
Personligt søgte jeg privatskole til min yngste søn, fordi han druknede i den lokale børnemishandlings-fabrik, men det skulle vise sig at være en overordentlig dårlig idé, for den privatskole, han kom på, gjorde intet for at stoppe mobning.
Blev i elendigheden i årevis
Faktisk lod de som om, det var drengens egen skyld, og dernæst som om, det var forældrenes skyld. Alt det blev afvist af DCUM, som lagde det fulde ansvar på skolens bestyrelse, daglige ledelse og lærerne. Det, som forskrækkede mig mest i processen, var faktisk, at skolerne kan lade være med at gøre noget som helst… og lade stå til uden anden konsekvens end en DJØF’er løfter pegefingeren og siger ”fy, skamme”.
Så retter skolen ind og holder de nødvendige orienteringsmøder, og lader det derefter fortsætte uændret. Kun min ubegrundede tillid til skolens løfter gjorde, at han blev i elendigheden i de mange år. Som forældre er hverken jeg eller hans mor anderledes end de fleste andre: Vi tror skolen gør sit bedste. Det gælder også forældrene til de andre børn på samme skole, som har måttet tage deres børn ud.
Skolen og de ansatte, som har ansvaret for vores børns ve og vel og uddannelse kan altså gøre nøjagtig, hvad der passer dem eller helt lade være med at gøre det mindste, uden nogen form for sanktioner. Omvendt tager man eksempelvis fradrag i børneydelser, hvis barnet har for meget fravær. Det fører til den groteske situation, at et barn kan mobbes og ekskluderes så voldsomt, at der kommer en helt naturlig reaktion: Skolevægring. Når den sætter ind, straffes forældre og børn med fradrag i børne- og ungeydelserne, mens skolen står helt ustraffet. Det er langt fra rimeligt.
Naturligvis skal skolebestyrelser, skoleledelser og samtlige ansatte kunne straffes for at lade vore børn mishandle psykisk.
Makværk
Da vores yngste søn kom på privatskolen var det for at sikre god indlæring, ordentlig undervisningsmiljø, nul mobning og fuld accept af forskellighed. Drengen er høj begavet og det alene gav en del problemer i folkeskolen, som ikke er rustet til noget som helst andet end at tage sig af flertallet, som problemfrit kan sluses ind i alle de kasser, man kan finde.
Selvom der blandt de mange også findes ofre, så vil det primært være de bedst begavede og de ”inkluderede”, som har forskellige udfordringer, der er for små til specialskole, uinteressant for privatskolen og uoverkommelige for folkeskolen. Et uigennemtænkt, økonomiske makværk fra den folkesocialdemokratiske undervisningsminister, der fik gennemført monstret ”skolereformen”.
I reformen indgik inklusion af udfordrede, uden der blev sat de nødvendige midler af til det, og vi fik påduttet at lade vore børn bliver trænet til 40 timers arbejdsuge, afbrudt at ”bevægelse i undervisningen”, et initiativ der afgik ved døden, inden første skoleår under den ny reform var trådt i kraft.
Pålægges ansvar
Der er masser af ting at tage fat på i folkeskolen, men i min verden er det vigtigste, at skolerne først og fremmest pålægges et ansvar og en erstatningspligt, når de svigter vore børn og mærker dem for livet. Nu er det ikke kun de mobbede og de udelukkede og de glemte, der er ofre. Det er faktisk også rimeligt at påstå, at de, der lærer at klare sig og smyge sig uden om opmærksomhed på egne skavanker også er ofre… og deres omgivelser ligeså. Hvis nogle børn lærer, at de bare kan samle sig i flok og håne de svageste eller undlade at udvise hensyn til andre i fællesskabet, så har vi et meget alvorligt samfundsproblem.
Lærere og ledelser skal kunne pålægges et ansvar for deres handlinger eller mangel på samme, for de er reelt de eneste som ustraffet kan tillade psykisk vold mod mindreårige i deres varetægt. Når det ansvar pålægges dem, ender regningen hos kommuner og stat, og se skal I se dem stå i kø for at spare penge. Det kan så give vore børn et bedre liv og en tryg skolegang skærmet på fysisk og psykisk vold.
Du kan støtte borgerforslaget her
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel. Foto: Privat