Man står op om morgenen, og får lidt efter lidt taget sig sammen til at åbne indbakken. Der ligger en besked fra boligselskabet om, at jeg endelig kan få den lejlighed, jeg har ventet på i flere år. Boligen som skal give plads til både mig og min søn, og samtidig give os den ro vi begge har brug for efter fire stressende år i en dyr, lille og fup-moderniseret lejlighed. Jeg ringer til boligselskabet for at høre mit nummer i køen og bliver lidt mere glad, men så får jeg læst det med småt.
”Varme afregnes direkte til DONG”, og straks smuldrede alle håb. Det sidste lille strå var at ringe til de nuværende lejere og håbe på, at der var indtruffet et mirakel af en eller anden art, eller at de havde bygget åbent ildsted midt i stuen og gratis brænde i skoven. Ingen af delene blev opfyldt. Til gengæld havde de lige bygget et helt nyt køkken, som stod rigtig flot og lækkert.
Udsætte hængningen
Jeg spurgte til varmeregningen, og fik at vide, at før Putin kostede det cirka 500 pr. måned, men at nu fik regninger på 2500-3000 kroner om måneden. Lige der bristede alle håb, og drømmen om fred, ro, plads og lille plæne fordampede.
Det var omsonst at se på lejligheden, for jeg ville på ingen måder kunne skaffe penge til det, og med regeringens låneordning, vil det kun være at udsætte hængningen.
Fraflytteren og jeg fik en god lille snak, og jeg fik at vide, at de havde boet der i 10 år, og kun havde gode og positive ting at sige om lejemålene og endnu bedre ting at sige om naboerne. De skulle flytte fra deres lille fredelige plet, hvor de havde gode venner og naboer af en eneste grund: Gaspriserne. Økonomien er slået ud af deres budget, og de har ikke råd til at bo der længere. Fremtiden bliver at dele bolig med forældre/svigerforældre, så alle kan have råd til varme i vinter.
Samtalen fortsatte, og udlejer fortalte, at der var mange andre, som også havde fået tilbuddet, og det eneste de ringede for at høre var, hvor meget det kostede i gas. Når prisen blev nævnt, sprang folk fra.
Ingen nye lejere i boligselskabet og de nuværende flytter. Det giver tomme huse, der skal opvarmes af boligselskabet, som så skal sende regningen til fordeling i andre afdelinger, hvor man ikke er afhængig af gas.
Nedsæt madmomsen
Det kan godt være, at Mette Frederiksen, der hele sit voksenliv har været beskyttet fra virkeligheden, synes, at det er en rigtig god idé at give lejere i varmenød et banklån hos energiselskabet, der ikke er blevet spurgt, om de vil være bank for regeringen.
Men virkeligheden er bare, at de lån skal betales tilbage, og det er sådan indrettet, at hvis man bliver ved med at skubbe lort foran sig, så sidder man pludselig uhjælpeligt fast.
Danmark har er enormt problem, og det bliver kun værre, som ingen har et fornuftigt bud på at løse, altså bortset fra de mennesker, der skal betale. Afgiften kan fjernes, og madmomsen nedsættes til 5-6% som det kendes i andre EU-lande. Det giver så på længere sigt en regning til alle, fordi staten ikke får de indtægter, de skal bruge, og så stiger skatten. Men det sidste er trods alt det bedste og mest rimelige i et ordentligt samfund. Krisen løses i fællesskab, og byrden fordeles så de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.
For god ordens skyld skal jeg også lige minde om at jeg er folkepensionist, og min indtægt stiger ikke. Det samme gør sig gældende for mange andre i min alder, og jeg ser for mig et skrækscenarie med folkepensionister på bænke og riste rundt om i byerne.
Hvem der tjener på de stigende energipriser, aner jeg ikke, men det er næppe Putin. Politikerne SKAL finde en løsning. Straks. Inden jorden begynder at brænde os under alle.
Johnny Larsen er enlig far til et omkringfarende stortalent på cykel. Foto: Privat