Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.
Der findes danske børn, som stort set ikke kommer i skole, og det gælder især cirka halvdelen af de autistiske børn i Danmark. Det fremgår af en undersøgelse blandt medlemmerne i Landsforening Autisme. Desværre er det en voldsomt opadgående kurve. De grumme tal viser, at der nu skræmmende 45% med stort eller helt skolefravær.
Socialstyrelsen kan i en ny publikation oplyse, at handicappede børn svigtes i Danmark, sådan meget forsimplet. Autismeforeningen kan konkludere det samme, og jeg kan helt i min egen lille verden sige, at systemet i bedste fald overhovedet ikke fungerer, og i værste fald fungerer ad helvede til.
Autisme er et handicap i forhold til den omgivende flertalsverden, og ud over de psykiske og fysiske udmattelser børn og forældre udsættes for, er der også manglen på viden og forståelse fra myndighederne. Og så har jeg slet ikke nævnt hensynet til barnets behov og trivsel.
Tvungen bortadoption
Autister og deres familier lades i stikken, og autister udgør også en stærk overrepræsentation blandt de tvangsfjernede børn. Så galt, at hver tredje tvangsfjernede er autist. En ting er, at det er dyrt at anbringe børn, men det råder regeringen og et stort flertal i Folketinget bod på ved at ændre tvangsfjernelser til tvungen bortadoption, som jo er gratis.
Det er langt værre, at der er så store menneskelige omkostninger for børnene og deres forældre, som oftest er de eneste med reel indsigt i barnets behov og fremtidsmuligheder. Socialstyrelsen er opmærksom på dette, men det afspejles ikke i forvaltningen. Overhovedet ikke.
Netop fremtiden er en vigtig størrelse, og heldigvis findes der mennesker med vilje og forståelse, så der i dag er langt fra muligheder for at udnytte autisters evner og acceptere, at autister opfører sig og reagerer anderledes, end man gør normalt. Der er plads og god gavn for visse autister til at fungere godt i et supermarked, mens andre er fantastisk dygtige til at løse matematiske problemer for it-virksomheder. Lønsomheden ved at ansætte en autist går op for flere og flere, der så kan indrette arbejdspladserne, så de passer til autistens behov. Det er ren win-win.
Denne evne besidder det offentlige system ikke. Tålmodigheden er fraværende, indsigten en by i Rusland, forståelsen uopdrivelig og overblikket henligger i absolut mørke. Derfor vælger det rigide system, som ikke kan bearbejde et handicap, hvis variabler er uendelige at tvangsfjerne, bortadoptere og tvangsadfærdsregulere autister med ufattelige menneskelige tab som resultat.
Børn, der rummer enorme ressourcer og kan vokse op og blive gode samfundsborgere, der ikke vil ligge systemet til last, presses ihærdigt og nådesløst til at blive tabere, som koster samfundet dyrt, og som koster livsglæde, lykke og harmoni for forældre, børn og pårørende.
Presses ind i skolerne
Autister kan ikke sættes i pæne bokse, som passer perfekt ind på kommunens adfærdslager. Autister er mennesker, der har at meget bredt spektrum af kvaliteter og måder at håndtere livet på. Nogle er højtbegavede, velformulerede og andre er uden sprog. Måske er det uensartetheden som systemet ikke kan håndtere.
De mellem en og to procent autister der findes i Danmark skal være heldige at finde mennesker og firmaer som accepterer dem og kan indrette sig på deres måde at se verden på. Men mulighederne er der. Desværre først når autisten bliver voksen, og nogle gange kan det være for sent. Ikke mindst fordi den fleksibilitet, tålmodighed og imødekommenhed erhvervslivet i stigende grad udviser ikke findes noget sted i det offentlige system. Nogle autister vil opleve hele deres barndom som et helvede hvor de presses ind i skoler der ikke rummer dem, og deres forældre skal være stærke, veluddannede og urimeligt energiske og stålsatte for at tage kampene med kommunale sagsbehandlere, hvis politiske chefer nægter at se de menneskelige problemer i øjnene.
I stedet for at hjælpe forældre, presses de helt urimeligt, og i stedet for at finde alternativer til ni års skolegang, tvinger man børn i skole eller tvangsfjerner dem. Flere forældre til autister, som kæmper for deres børns overlevelse og lykke oplever trusler om tvangsfjernelse, hvis ikke man makker ret. Sagsbehandlersystemet og DJØF-ekvilibristerne skal sætte så mange flueben som muligt, på kortest tid, og her passer autister sjældent ind, så autister får høvlet af tå og hæl, indtil de passer skoen. Systemet har ikke tid til at barnet passer skoen.
”Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling? - Jeg tror det.” Poul Nyrup Rasmussen 1. januar 1998
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel. Foto: Privat