Forleden stod jeg i kø foran Nordea i en større provinsby. Kø er måske en overdrivelse. Vi var to ældre mænd, som hurtigt opdagede, at vi begge huskede dengang, banker hørte til servicefagene. Det vender jeg tilbage til.
Coronatiden må være indbegrebet af en våd drøm for bankerne. De behøver ikke bekymre sig om tidrøvere, der kommer ind og vil have en ansat til at bruge tid på ligegyldigheder som at sætte penge ind på kontoen eller det helt vildt irriterende: Når de vil have vekslet penge.
Tidrøvere er et begreb, der blev opfundet af den for længst forsvundne sparekasse Bikuben, og det kostede dem så megen modvilje, at de blev nødt til at gå sammen med postvæsnets Girobank, det nærmeste vi kom en statsejet bank for private. De blev til BG Bank, som så blev opslugt af Danske Bank, der virkelig kunne noget med at malke kunderne, ved at lægge gebyrer på alt.
Der blev aldrig talt mere om tidrøvere, altså kunder, der kom og generede banken i åbningstiden og forventede en eller anden form for service, som gjorde det helt umuligt for bankfolkene at få ro til at opfinde nye gebyrer.
Langsomt, men sikkert lukkede bankerne deres filialer, ikke bare lige på én gang, det ville være for voldsomt. Først gjorde man filialerne ”pengeløse”. Smag lige på den et øjeblik: En pengeløs bank! Så kom næste skridt: Lukningen af filialerne.
Kunderne kunne nu enten betjene sig selv hjemme ved computeren eller køre fra by til by i jagten på en filial med både kontanter og levende mennesker i butikken. Det har vi også vænnet os til, og vi har stille og roligt accepteret, at banken i takt med deres service forsvinder, kræver stadigt større gebyrer for at have en konto og for at bruge kontoen.
Begrænsning på overførelse
Der stod jeg i silende regn med min yngste søns kontanter i en plasticpose. Han havde solgt sin cykel og pengene skulle i banken, så han kunne købe en ny. Enkelt, simpelt og helt hverdagsagtigt kedeligt. Banken var lukket, og på døren meddelte et skilt, at banken var samfundsbevidst og tog ansvar, derfor var det ikke muligt at komme i banken!
Min medventer havde forsøgt samme taktik: At gå i banken inden for åbningstiden, og var mødt af samme skilt ugen før. Den erfarne mand fortalte, at man skulle ringe til banken, lave en aftale og så måske ville der komme en medarbejder for at ekspedere.
Han var der til sin aftalte tid, men der var ingen bankfolk. Han begyndte at hamre på døren og endelig, langsomt, uendelig langsomt kom er dame til syne. Hun spurgte, hvad han ville, og hun hentede hans papirer, som hun stak ud gennem døren. Her så jeg mit snit.
Jeg forklarede, at jeg skulle indsætte penge på min søns konto, og fik at vide, at jeg skulle bruge automaten, men beløbet var over maksimum. Derfor skulle jeg bruge min søns konto og min egen, og bagefter gå på netbank, for at overføre til min søns konto, og derefter overføre til cykelhandleren, hvilket så viste sig at være umuligt, fordi der var en begrænsning på, hvor meget jeg kunne overføre ad gangen, så jeg skulle ringe til banken og bede dem hæve grænsen. Efter 25 minutters ventetid, med overstyret lyd og en båndsløjfe med det mest irriterende stykker muzak, kom jeg igennem.
Det slog mig, at hverken jeg eller banken ville udøve samfundsskadelig virksomhed, hvis banken havde sat en ansat bag kassen og ekspederet mig på 2-3 minutter. I stedet blev det til næsten en time, hvor jeg reelt gjorde al arbejdet, men alligevel blev opkrævet 50 kroner i gebyr til banken og modtageren af pengene skal vel også betale et gebyr.
Man siger, at monopoler (især statens) er ødelæggende for konkurrenceevne, udvikling og fremdrift, og det ser ud til at passe meget godt. Bankerne har af Socialdemokraterne fået et værktøj til monopol, som de har brugt så flittigt, at der i dag kun findes få store banker, og så naturligvis en række småbanker og sparekasser med et ofte stærkt lokalt tilknytningsforhold.
De skraldgriner
Ingen kan klare sig uden en bank, for alle transaktioner går gennem bankerne, som stort set er ophørt med at opkræve renter, fordi det er afhængigt af summen. Gebyrer er meget smartere og kan opkræves for hvad som helst, når som helst. Således koster mit gratis dankort efterhånden et gebyr på 75 kroner månedligt, altså et dankort jeg ikke kan fravælge, hvis jeg vil have mulighed for at betale for varer.
Hvordan var det så det var, dengang alting var bedre? Jo, det var dengang, man gik ind i en af de rigtig mange bankfilialer med det, der skulle spares op, og så trak man pengesedlerne op af den brune papirpose (lønningsposen), afleverede pengene til bankdamen/-manden bag kassen, som talte op, med blæk skrev beløbet og saldo ind i bankbogen, satte sin underskrift og forsynede det med et stempel.
Pænt goddag og farvel, og ud i det virkelige liv med resten af sedler og mønter i en rummelig læderpung, med møntlomme. Det var dengang, hvor der ikke var gebyrer, og bankerne leverede service og levede af at lave bankforretninger, og skaffede overskud ved at tage høj rente for lån og give ganske lidt for indskud. Dengang kunne bankerne leve godt, og kunderne var glade.
Nu er der kun bankerne tilbage, og de smiler ikke længere, de skraldgriner.
Johnny Larsen er forfatter, journalist og omkringfarende enlig far til stortalent på cykel. Foto: Privat