I et spørgsmål-svar-interview med Politiken i anledningen af sin 60 års fødselsdag erkender Kandis-forsangeren Johnny Hansen, at mange års stjerne-livsstil har sat sine spor.
Under overskriften: "Jeg har spist for meget junkfood og drukket for mange øl. Det har sat sine spor" fortæller han blandt andet, at han endnu ikke er blevet voksen og "elsker at være ham, der står i baren med en kold øl".
Til spørgsmålet: "Hvad er den dårligste beslutning, du har taget?", svarer Johnny Hansen hudløst ærligt:
- At jeg har spist for meget junkfood og drukket for mange øl. Det har sat sine spor. I dag er jeg både på kolesterolmedicin og har søvnapnø, så jeg sover med en maske. Men jeg prøver at ændre min livsstil.
Han tilføjer, at han er taknemmelig over, at han har været forskånet for de helt alvorlige sygdomme.
Johnny Hansen fyldte 60 år fredag og markerede dagen med at udgive en ny single.
I et opslag på Facebook fortæller han, at sangen har titlen "På Skanderborg" og handler om Thy-bandets store festival-gennembrud.
- Den tror jeg virkelig, vi får glæde af. Det er en sang, der trækker os i en helt ny retning, siger forsanger Johnny Hansen til TV Midtvest.
Singlen kommer forud for bandets kommende album, der er bandets 47. udgivelse.