Det begyndte som et eventyr, men er endt i en bitter skilsmisse med hårde og hadske beskyldninger mellem skuespilleren Johnny Depp og hans tidligere kone, Amber Heard.
Tirsdag kom den foreløbige kulmination på dramaet, de det tidligere ægtepar stod ansigt til ansigt i retten i London.
Efter et kort ægteskab blev parret skilt i 2017, og ikke lang tid efter anklagede Amber Heard sin berømte ægtemand for vold – og et heftigt narkomisbrug.
Retssagen i London, der er berammet til at vare tre uger, er anlagt af Depp mod tabloidavisen The Sunn, der i en artikel i 2018 kaldte den 57-årige superstjerne ”hustrumishandler”. Senere følger endnu en sag i USA, denne gang er det ekskonen, Depp har anlagt sag mod.
Selv om sagen i London altså ikke direkte handler om Amber Heard, er hun blevet indkaldt som stjernevidne for The Sun og organisationen bag avisen.
Johnny Depp har hidtil benægtet enhver beskyldning mod sig, og han bliver støttet af sine tidligere partnere, Vanessa Paradis og Winona Ryder, der begge er indkaldt som vidner i sagen.
Johnny Depp og Amber Heard mødte hinanden i 2011 under optagelserne til ”The Rum Diary”. De flyttede sammen i 2012. I 2015 blev de gift med en lille, privat ceremoni – men allerede året efter blev de separeret, den endelige skilsmisse gik igennem i januar. 2017.