Danske Johnny Albertsen kommer ikke i konkurrence mere ved VM i alpint skiløb i Åre, Sverige. I VM’s første løb, super-G i tirsdags, styrtede Johnny Albertsen. Siden styrtet har den danske skiløber haft problemer med en gammel ankelskade, og det får ham til at trække sig ud af VM.
»Jeg deltog i onsdagens træning på styrtløbsbanen, men det gjorde forbandet ondt i anklen, hver gang jeg svingede. Derfor ser jeg ingen anden udvej, end at trække mig ud af løbet,« fortæller en skuffet Johnny Albertsen.
Ved VM i Bormio i 2005 måtte Johnny Albertsen også opgive deltagelsen efter super-G på grund af den gamle ankelskade. Dengang var det dog ikke på grund af et styrt.
Johnny Albertsen håber, at han kan stille op i World Cuppen på Kvitfjell i starten af marts.