Den amerikanske charmetrold med den karakteristiske, sensuelt hæse stemme bliver ved med at skuffe sit europæiske publikum.
I Danmark var hans koncert så populær, at en ekstrakoncert var nødvendig.
I søndags spillede han så ekstrakoncerten, men måtte til det trofaste publikums store skuffelse aflyse hovedkoncerten, som de 10.000 ivrigste fans havde sikret sig billet til.
Grunden til aflysningen skulle være sygdom, men stjernen vil ikke gå i detaljer med, hvad lidelsen nærmere går ud på. Efter koncerten har rygterne svirret, at det skulle være en kongebrandert i kongens København efter ekstrakoncerten, der skulle være skyld i aflysningen.
John Mayer, der tidligere har datet baben Jennifer Aniston fra den populære tv-serie 'Venner', har før udtalt, at han er vild med de danske damer. Så det kan være, at der er gået lige lovlig meget Gammel Dansk og unge danske groupies i den efter den udsolgte koncert.
Hvis det er tilfældet, så har det været en af de helt dyre aftener i byen. John Mayer har nemlig aflyst resten af de planlagte koncerter i Europa, for at komme hjem til et lægetjek.
Mayer skulle have optrådt til udsolgte koncerter i Amsterdam i aften og i morgen, i Madrid på fredag og Manchester på lørdag.