Den 8. december 1980 skød og dræbte Mark David Chapman John Lennon på gaden i New York. Nu søger han om prøveløsladelse.
Det er sjette gang, at den nu 55-årige morder søger om at blive sat på fri fod. Men det vil Lennons enke, Yoko Ono, gøre alt for at forhindre, skriver Daily Mail.
I et brev skriver Ono, at familien ikke vil føle sig tryg, hvis han blev løsladt.
"Jeg er bange for, at mareridtet, kaoset og frustrationerne starter igen. Johns og mine to drenge ville føle sig utrygge resten af livet," skriver enken.
Chapman har tidligere sagt, at han tror, at Lennon ville have tilgivet ham for længst, men mange mener, at det er meget usandsynligt, at Chapman bliver løsladt.
John Lennon ville være fyldt 70 år til oktober.