Kald det revolution, eller kald det grundlæggende forandringer.
Det betyder ikke så meget, bedyrer Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, efter at Enhedslisten på sit årsmøde har vedtaget en politisk udtalelse om demokrati, der er renset for ordet "revolution".
- Jeg synes, det er helt åbenlyst, at der er behov for nogle grundlæggende ændringer af vores samfund. Hvilke ord man bruger, det er jeg sådan set ret ligeglad med.
Men er revolutionen afblæst nu?
- Revolution betyder grundlæggende forandringer. Jeg mener, der er behov for grundlæggende forandringer, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun vil heller ikke lægge sig fast på, om revolutionen skal skrives ud af principprogrammet, når det skal ændres næste år.
- Ordene er ikke så vigtige. Det vigtige er, at med den her udtalelse er der ikke en eneste i det her land, som kan så tvivl om, at Enhedslisten naturligvis mener, at alle forandringer skal ske ad demokratisk vej.
Dermed henviser Johanne Schmidt-Nielsen til, at årsmødet med et overvældende flertal nedstemte ændringsforslag, der ville åbne for, at et brud med kapitalismen kan ske gennem andet end folkeafstemninger og frie, demokratiske valg.
Personerne bag ændringsforslagene henviste blandt andet til, at man ikke skal udelukke folkeopstande, som man har set i blandt andet Libyen og Egypten.
- Det er korrekt, at der er et lillebitte mindretal, der er ude i nogle teoretiske diskussioner om, hvordan det ville se ud, hvis Danmark var ligesom Egypten. Det synes jeg er helt ude i skoven. Vi lever i Danmark, vi lever ikke i et diktatur, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
/ritzau/