Ni sejre på stribe. 26 sejre i de seneste 27 kampe. Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg har ramt en stime på det helt rigtige tidspunkt af sæsonen.
Onsdag blev det 29-23 på udebane over København Håndbold, hvilket sender Team Esbjerg i DM-finalen.
Den tidligere landsholdskaptajn Line Jørgensen beretter om en klippefast tro på det koncept, træner Jesper Jensen har bygget op for det stærkt besatte mandskab.
- Vi har stor tro på det, vi laver, og det koncept vi har. Selv når vi - som mod København- får en dårlig start på begge halvlege, så ved vi, at vi bare skal blive ved med at arbejde med de ting, vi kan. Så kan vi slå de fleste hold.
- Det handler om tryghed ved hinanden, samtidig med at vi har et godt hold og har det godt fysisk. Så ender det sådan her, siger Line Jørgensen.
Nu er Team Esbjerg altså klar til klubbens tredje DM-finale, men først skal holdet spille to finaler i EHF Cup mod ungarske Siofok.
Første kamp spilles i Esbjerg på søndag med returkamp i Ungarn seks dage senere.
Havde esbjergenserne tabt til København onsdag aften, skulle holdene have spillet den tredje semifinale imellem de to europæiske finalekampe.
- Nu får vi heldigvis en uges pause imellem de to EHF Cup-finaler. Også derfor var det rigtig fedt, at vi kunne afgøre det i to kampe, siger Line Jørgensen.
Lykkes det Team Esbjerg at vinde DM-guld, er det syvende gang, 29-årige Jørgensen vinder et nationalt mesterskab.
Hun har tidligere vundet guld tre gange med FC Midtjylland, foruden tre titler i Rumænien med storklubben CSM Bucuresti.
- Det kan jeg jo ikke brokke mig over, griner Line Jørgensen.
- Men det er de tre danske mesterskaber, der betyder mest. I Rumænien var det et krav, at vi skulle vinde mesterskabet, siger hun.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.