Den kendte cykelkommentator og filmproducent Jørgen Leth har det svært med kærligheden i øjeblikket.
Det fortæller han i et interview med Her og Nu.
- Den ligger stille. Jeg ser mine børn og jeg ser mig selv, men jeg har ikke nogen kæreste, fortæller den nu 87-årige flamboyante filmmand og tilføjer:
- Det er længe siden. En halv snes år siden.
Jørgen Leth har tidligere fortalt, at han ikke fortryder noget i sit liv. Heller ikke, at han i erindringsbogen "Det uperfekte menneske" fra 2005 berettede, at han havde dyrket sex med en pige på 17 år.
Pigen var datter af hans kok, da han fra 1991 til 2010 boede på Haiti, og hvor han i 2000 blev udnævnt til dansk honorær konsul.
Sex-afsløringen sendte ham ud i et stormvejr, der fik ham til at korrigere pigens alder til 19 år.
I efteråret 2023 kom Jørgen Leth også med en anden afsløring. I samtalebogen, "Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth" fortalte han, at hans anden hustru, Ann Bierlich efter fælles forståelse havde arbejdet som escortpige.
I interviewet med Her og Nu fortæller Jørgen Leth også, at han har svært ved at gå og er flyttet ind hos sin ene søn på Sortedam Dossering i København.
Jørgen Leth er far til datteren Karoline og sønnerne Thomas, Kristian og Asger Leth.