En artikel i lørdagens udgave af B.T. har bragt Jønkes sind i kog. Her udråber politiet ham til næste mål i bandekrigen, og det får ham nu til at overveje at klage til statsadvokaten, skriver flere medier.
Den omdiskuterede udtalelse i B.T. kommer fra politiinspektør Mogens Lauridsen fra Station City i København og lyder: "Der er ingen tvivl om, at der vil være en stærk symbolværdi, hvis de kan få ram på de øverste i HA's hierarki, og der står Jønke jo meget højt."
Jønke's advokat, Michael Juul Eriksen, er i første omgang ved at undersøge om B.T. har citeret Mogens Lauridsen korrekt. Hvis det er tilfældet, sender han en klage af sted til Statsadvokaten.
"Hvis politiet har sagt det, de er citeret for, så er det i sig selv med til at øge risikoen for Jønke", siger advokaten.
I morgen skal Jønke selv i retten som tiltalt i en voldssag fra december sidste år, hvor han selv hævder at have handlet i forsvar efter at være blevet overfaldet på Nørrebro af en 23-årig mand.