Tirsdag eftermiddag blev HA-rockeren Jørn Jønke Nielsen og hans kammerat fra støttegruppen AK81 afhørt i Københavns Byret omkring et overfald i december 2007.
De to forklarede samstemmende, at de blev passet op af en meget ophidset 23-årig mand på gaden.
"Han (den 23-årige, red.) gik over til mig og sagde, "ved du ikke, hvem jeg er". Det vidste jeg ikke, og så blev han meget ophidset," lød forklaringen fra Jønkes kammerat ifølge DR.
Under det efterfølgende slagsmål vristede Jønke kniven fra den 23-årige mand og "prikkede til ham".
Manden blev dog alligevel ved med at sparke Jønke i hovedet, påstod de to rockere, og derfor stak Jønke igennem med kniven.
"Hvis jeg havde haft en damptrommel, havde jeg også kørt ham over med den," fortalte Jønke bramfrit i retten.
HA-rockeren mener, at anklager Anne Birgitte Stürup forsøger at få ham dømt på baggrund af hans fortid som drabsmand.
"Jeg mener ikke, hun bestiller andet. Efter at have siddet og hørt på det her i dag, så synes jeg, at det er en hån, at jeg har siddet 10 måneder i fængsel på grund af en person som hende," siger han til DR.
Det er ifølge de tre forsvarsadvokater yderst tvivlsomt, om sagen kan nå at blive afsluttet på fredag, som ellers var planen.
Byretten har derfor reserveret den 12. og 13. marts som reservedage, hvis sagen trækker ud.