Jørn Jønke Nielsen slipper for straf, efter han i december 2007 stak 22-årig tre gange.
Retten har nu givet Jønke medhold i, at der var tale om nødværge. Og har samtidig kendt den nu 23-årige SL skyldig, fordi han under overfaldet stak Jønke med kniv.
"Jeg er glad for dommen. Retten har set på, hvordan almindelige mennesker vil reagere, og hvordan de skal bedømmes. Jeg er en mand, der forsvarer mig, hvis jeg bliver angrebet," siger Jønke til en flok reportere uden for retten.
Foran retten i det indre København siger Jønke videre, at han regnede med at blive frikendt efter han hørte beviserne mod ham i retslokalet. Han har tidligere erkendt, at han stak den 23-årige.
Politiet har i forbindelse med den i gangværende bandekonflikt aflyttet Jønke, og de lydoptagelser har paradoksalt været med til at frikende HA-talsmanden.
"Uden telefonaflytningen, tror jeg ikke, at jeg var blevet frifundet," lyder det fra Jønke.
Jønke erklærede foran retten, at han nu vil kræve en større erstatning.