Rockeren Jørn Jønke Nielsen er tilsyneladende ret vigtig for den danske kultur. Han kan i hvert fald stikke knap 50.000 kroner ned i foret hvert år, fordi hans syv bøger står til rådighed på bibliotekernes hylder.
Selv om Jønke allerede har skrevet syv bøger, er han i gang med en ny biografi. Han indrømmer dog, at bøgerne oftest bliver skrevet på et bestemt tidspunkt.
"Den eneste, der er glad, når jeg sidder inde, det er min forlægger. Så ved han, jeg får produceret noget," siger Jønke til Ekstra Bladet.
Til sammenligning modtager kendte politikere som Naser Khader (K), Per Stig Møller (K) og Uffe Ellemann-Jensen alle under 40.000 kroner om året i biblioteksafgift.
Det er også bemærkelsesværdigt, at Søren Ventegodt, der blev landskendt som Dr. Klam, ikke må være læge i Danmark, men hans lægefaglige bøger har dog alligevel en fast plads på bibliotekerne. Det indbragte ham 19.000 af skatteydernes kroner i 2008.
Biblioteksafgiften er det beløb, som forfattere får udbetalt, mod at bibliotekerne må udlåne deres bøger.