Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Op imod 20.000 nye arbejdspladser i landdistrikterne - primært til faglærte og ufaglærte - kan blive resultatet, hvis Danmark satser på at udnytte de store muligheder inden for bioøkonomi med vækst og nye virksomheder. 3F hilser derfor et bioøkonomisk udspil fra Landbrug & Fødevarer meget velkommen:
- En bioøkonomisk satsning er både godt for Danmarks grønne omstilling, landbrugserhvervets økonomi og beskæftigelsesmulighederne i de tyndt befolkede egne af landet. Her har langtidsledige medlemmer af 3F ofte svært ved at komme tilbage i job igen, siger Peter K. Holm, formand for 3Fs grønne gruppe. Eksempelvis kan et bioraffinaderi i Lolland kommune alene skabe 500-1.000 arbejdspladser. Bioøkonomi indebærer bl.a. forædling af biomasse - restprodukter fra såvel jord- og skovbrug, dyrehold, fiskeri mv. - frem for afbrænding i bioenergianlæg. Her giver Danmarks globale videncentre inden for "dyrkning i tanke" - jf. Carlsberg, Novozymes, mejerierne - et stærkt udgangspunkt for bioraffinaderier, hvor biomasse kan forædles til enzymer, 2. generations biobrændstof, bioplast, proteinfoder, biokemikalier og på sigt lægemidler mv. - Vi indgår meget gerne i et samarbejde med Landbrug & Fødevarer om, hvordan vi kan styrke den cirkulære bioøkonomi i fødevareklyngen. Blandt andet i forhold til at sikre de nødvendige kvalifikationer for medarbejderne og de rigtige rammebetingelser for en bioøkonomisk udvikling, der kan styrke vækst, eksport og arbejdspladser i landdistrikterne. En udvikling, der også vil gavne klimaet og miljøet og dermed understøtte Danmarks indsats for at reducere CO2-udledningerne og fremme den grønne energi, samtidig med at vi bidrager til FNs verdensmål for en bæredygtig udvikling, siger Peter K. Holm.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.