Det danske jobmarked går måske glip af en imødeset vending på grund af aftmatning på vækstmarkederne.
Advarslen kommer fra OECD, der i en ny rapport venter en dansk vækst på 1,6 procent næste år. Det skriver Børsen.
Væksten risikerer imidlertid at lande på 1,3 procent, hvis vækstmarkederne i blandt andet Brasilien, Rusland, Indien og Kina udvikler sig dårligere end ventet.
- Det kan blive kritisk for arbejdsmarkedet, hvis ikke vi når de vækstmål, som den danske regering lægger op til, siger Bo Sandemann Rasmussen, der er professor ved Aarhus Universitet til Børsen.
Regeringen satser på, at det underdrejede danske arbejdsmarked får tilført 9.000 nye job til næste år, hvilket vil være første år med fremgang i seks år.
- Vi må konstatere, at genopretningen af dansk økonomi i høj grad er knyttet til udviklingen hos dem, vi handler med, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R).
Hun bekræfter samtidig, at regeringen holder fast i sine vækstmål, med mindre økonomien udvikler sig helt uventet.
Vækstmarkederne har de seneste måneder været ramt af kapitalflugt fra internationale investorer. Dertil kommer faldende valutakurser og generel afmatning efter en årrække med høje vækstrater.
OECD's vicecheføkonom Jean-Luc Schneider fortæller, at man ser med bekymring på de globale vækstudsigter, som nu er nedjusteret for i år og næste år.
- Vores analyse af vækstmarkederne er lidt bekymrende, fordi en nedtur her vil få en negativ effekt på den globale handel. Vores beregninger viser, at en aftmatning på to procentpoint i den hjemlige efterspørgsel på emerging markets vil reducere væksten i OECD-ladene med 0,4 procentpoint, siger han.
Newspaq