Nye tal viser, at jobkrisen vil fortsætte for fuld styrke de næste måneder.
Fire ud af ti firmaer gør nemlig klar til at fyre i løbet af de kommende seks måneder.
Det viser en ny konjunkturmåling foretaget af Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen blandt knap 800 danske topchefer. Dermed står Danmark over for at miste 12.000 jobs i årets første kvartal.
Det er sjette kvartal i træk, at flere virksomheder vil fyre end hyre.
Tallene kommer samme dag som overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked begynder.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet vurderer, at den fortsat kulsorte udsigt på arbejdsmarkedet lægger et massivt pres på fagbevægelsen. Her har Dansk Metal blæst til kamp for at sikre, at de ansatte får lønstigninger, som mindst sikrer en uændret realløn.
"Fagbevægelsen vil alt andet lige opfatte det som bedre, at folk beholder deres arbejde, frem for at forsøge at maksimere timelønningerne," siger Flemming Ibsen.