Finansministeriets mest pessimistiske prognoser kan vise sig at blive virkelighed. Flere økonomer peger nu på, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) godt kan indstille sig på, at jobkrisen kommer til at ramme statskassen hårdt.
Nye beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for Børsen på baggrund af Finansministeriets mest negative økonomiprognoser, viser, at en forværring af jobkrisen kan koste statskassen yderligere 41 milliarder kroner i løbet af 2009 og 2010.
Underskuddet i 2010 kan nå op på 89 milliarder kroner, hvad der svarer til fem procent af BNP.
"I lyset af den senere tids nedslående nøgletal må man desværre nok konstatere, at det er Finansministeriets mest pessimistiske scenarium, som i dag er det mest realistiske," siger tidligere vismand økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, Nina Smith, til Børsen.
Vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen bakker op.
"Vores aktuelle hovedscenarium ligger i forvejen tættere på regeringens pessimistiske scenarium, og ser man blandt andet på de nye tal for nationalregnskabet, er der bestemt ikke noget, som peger i en mere optimistisk retning - snarere tværtimod," siger han.