Candy Spelling udtalte forleden i et radioprogram, at hendes datter Tori Spelling var skyld i faderens død. Det kommer sig af, at mor og datter i længere tid har været i strid med hinanden.
"Min datter besluttede en dag, at hun ikke længere ville tale med min mand, mig og min søn og sådan har det været de sidste fire eller fem år," sagde Candy ifølge E! Online.
"Og det var sørgeligt - det var faktisk det, der slog min man ihjel. Han ville bare ikke leve mere efter det."
"Han havde gjort alt, hvad han overhovedet kunne for sin datter, men da han ikke længere kunne hjælpe hende, ville hun ikke have noget med ham at gøre," sagde Candy.
Moren mener selv, at det ikke er hendes skyld, at Tori ikke vil snakke med hverken hende eller broren længere.
Faren Aaron Spelling døde efter komplikationer med et hjerteanfald den 23. juni 2006.