Barselsorlov er orlov til barnets mor efter fødslen. Barselsorloven varer fra 2 til 14 uger:
• Efter fødslen (eller adoptionen) har du pligt til at holde fri i to uger.
• Herefter har du ret til at holde barselsorlov i yderligere 12 uger.
Senest tre måneder før fødslen skal du fortælle din chef, hvor meget barselsorlov, du planlægger at holde.
Alle, der har et job, har ret til dagpenge under barselsorlov. De fleste lønmodtagere i Danmark har også ret til mere end dagpenge:
• For de ansatte inden for det offentlige, industrien og de fleste håndværksfag er der normalt fuld løn under barselsorloven, hvis du har haft jobbet i en bestemt periode. Personalehåndbogen eller din tillidsrepræsentant kan fortælle dig, hvad der gælder, der hvor du arbejder.
• For ansatte under Funktionærloven er der ret til halv løn i alle 14 uger.
De første 46 uger efter fødslen har du ret til ekstra dagpenge, hvis dit nyfødte eller nyadopterede barn bliver indlagt på grund af sygdom, for tidlig fødsel eller for lav fødselsvægt. Du får også ret til ekstra dagpenge, hvis du selv bliver syg i forbindelse med graviditet eller fødsel.
Reglerne om barselsorlov er indviklede, så det kan være en god ide at snakke med din tillidsrepræsentant, hvis du planlægger at gå på barselsorlov.